torsdag den 11. august 2016

Indrømmelse: Hvor har jeg været?

Jeg har forsømt min blog. I over et halvt år, vil jeg tro. Jeg har slettet alt, og vil nu forsøge at starte på en frisk, med nye ideer og forhåbentligt ny energi.
Men før jeg gør det, vil jeg gerne starte ud med, at fortælle lidt om, hvorfor jeg ikke har været her, det sidste lange stykke tid.

For omkring tre uger siden, valgte jeg langt om længe, at lytte til min krop, og alle de tegn, der har været.

Jeg har stress.

Da jeg vågnede, mandag morgen, efter to ugers ferie, med afslapning og familiehygge, var jeg slet ikke klar til at komme tilbage på min arbejdsplads. Jeg fandt på en undskyldning om bræksyge, og ringede og meldte mig syg.
Da gik det op for mig, at der er noget galt, hvis man efter to skønne ugers ferie, har brug for at lyve sig til at blive hjemme. Jeg undersøgte og tænkte, hele mandag. Og konkluderede til sidst, at jeg nok havde stress.
Tirsdag ringede jeg igen til min arbejdsplads, og meddelte det. Og så ringede jeg til lægen, og forklarede hvilke symptomer, jeg mente jeg havde. Han var ikke et sekund i tvivl, og sygmeldte mig i to uger.

Jeg har sammen med min leder og arbejdspladsen, og min læge, udarbejdet en "plan", for hvordan det skal foregå, nu når jeg er tilbage på arbejde. Så der er ved at komme styr på det.

Jeg har brugt lang tid, på at tænke over, hvad det egentlig er, der har været skyld i, at jeg nåede her til.
Jeg skulle nok have lyttet bedre efter, til hvad min krop fortalte. Og mit hoved for den sags skyld. Og min kæreste... (jeg håber ikke han læser det her, for han må ikke vide at jeg giver ham ret...)

Ærligt? Min mave har været i uorden i flere måneder. Jeg har fået udslæt. Jeg har haft store problemer med at sove. Og været træt, konstant. Jeg har haft koncentrationsbesvær. Jeg har været ualmindeligt nærtagende. Jeg bliver hurtigt vred, og nærmest aggressiv. Jeg er distræt. Jeg har problemer med at huske. Jeg græder mere. Jeg sveder mere. Jeg har uregelmæssigheder i min menstruation. Jeg ville hellere blive kørt ned på vej til arbejde, end at nå der ud og tænde en computer. Ja listen er lang..

Hvis ikke de ting har været tegn, fra min hjerne eller min krop om, at jeg burde sige stop, så ved jeg ikke hvad det var.

Men hvorfor lyttede jeg så ikke? Man kan jo altid være bagklog. Men rent faktisk at tænke sig om, og gøre noget ved problemet, det kan altså godt være lidt svært.
Jeg blev ved med at komme med undskyldninger. Det er bare PMS. Der har bare været travlt på arbejdet. Det er bare fordi det er svært med de nye systemer. Det er ikke min skyld. Benjamin er også en røv. Jeg gør det i morgen. Ja der er rigeligt med undskyldninger og bortforklaringer også.

Sandheden er, at jeg ikke ville indrømme for mig selv, at jeg synes det var "for hårdt" at passe et job på et callcenter. Det er stadig pinligt for mig, at noget der udefra, virker som et af de simpleste jobs i verden, har fået mig ned med nakken.
Men jeg er begyndt at realisere, at mit job, ikke "bare" er et job på et callcenter. Jo. Jeg tager også telefonen, og besvarer nogle mails. Men jeg har også været underviser. Jeg har lavet undervisningsmateriale. Jeg har lavet udkast til systemopgraderinger og optimeringer. Jeg har taget mig af lederkald. Jeg har stået for overvågning af de andres arbejde, på flere forskellige måder. og SÅ meget andet.

Jeg nyder at have ansvar. Og jeg synes mit arbejde er sjovt. Jeg elsker at have andre arbejdsopgaver, end "bare" at sidde ved telefonen, dag ud og dag ind. Men med så mange opgaver, endte det med at overvælde mig. Det er dumt. For det er netop det, jeg synes gør mit arbejde sjovt, som har været skyld i, at jeg ikke har kunnet overskue det.

Det er ikke fedt, at føle at tingene hober sig op, omkring en.
Jeg havde det ofte som om jeg druknede. Men jeg kunne ikke råbe efter hjælp, for folk måtte ikke vide, at jeg ikke kunne svømme. Jeg ville være stærk, ikke svag. Men nu har jeg fundet ud af, at man skal være mindst lige så stærk, for at indrømme, at man har brug for hjælp.

Og hvordan har jeg så tænkt mig at løse det? Jo. Jeg vil lytte til mig selv, min krop og mine omgivelser. Jeg vil gøre mere af det, der gør mig glad. Jeg vil tage det stille og roligt, på min arbejdsplads, og forsøge ikke at gabe over mere, end jeg kan overskue. Jeg vil sige fra, hvis det bliver for meget. Og så vil jeg forsøge at nyde mit liv. Mit gode arbejde. Min elskede kæreste. Mine fantastiske veninder. Min skønne familie. Mit smukke hjem.
Jeg vil tage mig tid til andet end hverdagsrutiner. Jeg vil lave noget andet, end bare at stå op, gå på arbejde, komme hjem, handle, lave mad, vaske op, se tv og gå i seng.
Derfor har jeg også valgt at starte bloggen op igen. Den gav jeg slip på, da jeg ikke kunne overskue min hverdag længere. Nu vil jeg bruge bloggen, til at kunne overskue den igen. Jeg vil skrive, for at få afløb. Jeg vil lege med makeup. Jeg vil lakere mine negle. Jeg vil være kreativ og jeg vil hygge mig.

Jeg tror oprigtigt, at det hele nok skal blive godt igen.


3 kommentarer:

  1. Jeg følger dig på instagram, men nu faldt jeg også lige over din blog igennem facebook. Så nu skal jeg da lige lure lidt med her.

    Synes det er skønt at du nu tager det alvorligt og prøver gøre noget. Min erfaring er at accept er vejen frem. Pyt med at du i en periode har været blind, du ser der nu. Accepter at din krop ikke kan de ting den hjerne måske gerne vil. Når ens kop når dertil, så prøver den at fortælle en noget og så er man nød til at lytte, ellers ender det rigtig galt.

    Synes det er fedt at du er ville til at gøre noget aktivt nu. Man kan ikke altid vide hvordan eller hvor man starter, men lyt til kroppen. Spørg dig selv: hvad har jeg lyst til lige nu og hvad ville gøre mig godt..

    Knus <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jeanette :) Tak for din søde kommentar. Jeg håber at jeg har fundet den rette løsning for mig selv, men det er nok lidt for tidligt i forløbet til rent faktisk at vide noget.

      Men det er dejligt, med noget støtte. <3
      KRAM!

      Slet
    2. Ja det kan være svært at vide og det tager desværre en masse tid. Man må være tålmodig, lytte godt til sig selv og gøre alle de gode ting..

      Knus <3

      Slet