onsdag den 24. august 2016

Mens jeg er sygemeldt

Jeg har nu været sygemeldt i mere end tre uger sammenlagt.
Det er underligt. For jeg kan ærligt talt ikke se hvad jeg har fået tiden til at gå med. Det føles ikke som om jeg har været hjemme så mange dage.
Før jeg blev sygemeldt, havde jeg endda 14 dages ferie også.

Jeg har altså på mere end seks uger, været på arbejde i fire dage...

Men det er egentlig okay, hvis jeg selv skal sige det. At bruge oceaner af tid, på stort set ingen ting. For den tid der går med "ingen ting", er den tid jeg bruger på at få det bedre. Og det er dejligt, at kunne koble af, sådan, rigtigt for en gangs skyld.
Jeg har knoklet og brugt ALT for meget tid og ALT for mange kræfter på at passe mit arbejde, presse mig selv til det yderste og ud over kanten. Jeg har skubbet mig selv, til min krop ikke kunne mere. Jeg skulle have sagt fra noget før. Men det gjorde jeg ikke. for jeg ville se resultater. Og da resultaterne ikke kom, ved at påtage mig den ene opgave, måtte jeg også tage den næste, for det kunne jo være jeg opnåede noget mere så. Men nej.
Om jeg selv skulle have spurgt, kan godt være. Men jeg føler mig en smule overset. Jeg må ærligt erkende, at jeg ikke synes, at jeg er blevet værdsat nok i mit arbejde. Jeg har ikke fået den anerkendelse, jeg selv synes jeg har fortjent. Det kan jeg se nu, når jeg sidder og ser tilbage.

svedige krøller. Røde kinder. Udtværede øjenbryn.
Sådan kan man se ud, efter tre timers Pokemon jagt.
Og hvad laver du så nu?

Jeg sover længe, når jeg har lyst.
Jeg tager en middagslur, når jeg har lyst.
Jeg rydder op, når jeg har lyst.
Jeg bager, når jeg har lyst.
Jeg går Pokemon Go gåture, når jeg har lyst.
Jeg ligger på sofaen i timevis, når jeg har lyst.
Jeg er sammen med min kæreste, når jeg har lyst.
Jeg er sammen med mine veninder, når jeg har lyst.
Jeg er sammen med min familie, når jeg har lyst.
Jeg stener ligegyldige mobilspil, når jeg har lyst.
Jeg leger med neglelak, når jeg har lyst.
Jeg skriver blogindlæg, når jeg har lyst.
Jeg laver mad, når jeg har lyst.
Jeg ser tv serier, når jeg har lyst.

Jeg gør præcis det jeg har lyst til. Jeg gør ting for mig selv. Jeg gør ting, der gør mig glad. Jeg gør ting, der får mig til at slappe af. Jeg gør ting, som jeg ikke før havde overskud til. Og det har jeg fortjent. Og det har jeg brug for.

mandag den 22. august 2016

MandagsMani 22-08-16

Nu hvor jeg er sygemeldt, har jeg genfundet lysten til at hygge med og om mig selv. Det betyder også, at jeg igen har overskud til at lege med neglelak.

I dag er det mandag. Og "i gamle dage" betød det, #MandagsMani.

Det har længe været et dødt begreb for mig, men i dag havde jeg pludselig lyst.

Dagens tema er #Lyserød. 

Jeg har startet stille ud, og leget med to forskellige holo-lakker, og en gang stamping.

Jeg har brugt Appeal4, 76 Crown-of-thorns Starfish som base, som er en rigtig lækker lyserød hololak, og stampet med Color By Minta, 997 Selina's Love, som er en skøn mørkelilla hololak.

Pladen er fra Ebay, Born Pretty Store, BPL - 027. 

Der har desværre ikke været vanvittig meget solskin i dag, så holo-effekten har været svær at lokke frem. Man kan nærmest ikke se effekten i Appeal4 lakken, men Color By Minta'en skinner nogenlunde igennem.




Og hvad er så Mandagsmani?
Jo, det er egentlig en Facebookgruppe. Vi er en gruppe af lakelskere, som hver uge laver negle til et bestemt tema. Man kan deltage hvis man har lyst,eller springe over, hvis man ikke lige synes temaet er noget man vil deltage i, eller hvis man bare ikke lige kan finde tiden til det.

Temaet offentliggøres hver onsdag, så man har tid til at få ideer til temaet og nå at lave en mani, så man har neglene klar til at blive vist frem den efterfølgende mandag. 

Ofte er der også præmier, til de flotteste negle, bedst udførte negle, sjoveste ide, bedste fortolkning af temaet eller et eller andet andet. 

Det er en skide hyggelig gruppe, og en fed måde at få inspiration til nye negle - både i form af det ugentlige tema, men mindst lige så meget fordi de andre i gruppen laver pisse lækre negle!

mandag den 15. august 2016

En uge

Ja. Sådan er det altså desværre en gang imellem......


Ja... En uge, så gik det galt igen. Faktisk mere præcist 4 arbejdsdage. Og jeg troede ellers, at det gik helt ok. 

Men jeg må nok lytte endnu bedre efter.

I morges var der i hvert fald intet der gik godt. Jeg har sovet elendigt. Jeg endte med at komme en time senere på arbejde, kun for at tage en snak med min leder, og ende med at få hende til at køre mig en tur til lægen.

Nu er jeg igen sygemeldt.

Og sådan er det.

Jeg har det altså bare ikke helt godt. Og det er egentlig okay. 
Jeg har det til gengæld RIGTIG svært ved, ikke at være i stand til at passe mit arbejde. Jeg synes det er pinligt. Jeg er flov over det. Og så har jeg skyldfølelse. For hver eneste dag jeg ikke er der, er der nogen andre der skal lave det, jeg burde have lavet. Det er ikke en rar tanke. Og det er en tanke, vi ellers har fået plantet ret dybt i hovedet, fra min arbejdsplads' side af. 
Jeg ved godt, at normalt, så fortæller de os om "the power of one", fordi man gerne vil undgå pjæksyge, mandagssyge, og folk der bare ikke liiiiige havde lyst i dag. Jeg ved også godt, at jeg ikke hører under den kategori. Jeg vil så pisse gerne yde noget for min arbejdsplads, netop fordi jeg ved, hvad der sker, når bare en enkelt person er væk. 
Og det er det, der gør det så skide hamrende svært at være syg oven i skallen. 
Jeg vil da ikke lyve. En ekstra fridag eller en uge, klager man da ikke over. Men når man ved, at man kun er der hjemme, fordi man er bange for at gå i stykker af at være på arbejde. Så er det altså knap så sjovt. Og ærligt? Jeg kan ikke lade være med at tænke - "så tag dig dog sammen", "det er jo bare et arbejde" og alt sådan noget.

Forestil jer at have to dele af sin hjerne, der konflikter med hinanden. Den ene siger "lad os holde en pause, du har brug for det" og den anden siger "kom nu i gang, de har brug for dig". 

Før var jeg stresset, fordi jeg påtog mig flere og flere arbejdsopgaver, for at opnå nye resultater. Nu er jeg stresset fordi jeg ikke har nogen særlige arbejdsopgaver, der giver mig muligheden for at opnå et resultat overhovedet.

Så ja. Nu er jeg igen sygemeldt. Og jeg skal igen finde ud af hvad pokker jeg skal stille op med mig selv og mit liv, for at få det godt igen.

Der er mange mulige løsninger. Men at vælge den rigtige, det synes jeg er svært. 

torsdag den 11. august 2016

Indrømmelse: Hvor har jeg været?

Jeg har forsømt min blog. I over et halvt år, vil jeg tro. Jeg har slettet alt, og vil nu forsøge at starte på en frisk, med nye ideer og forhåbentligt ny energi.
Men før jeg gør det, vil jeg gerne starte ud med, at fortælle lidt om, hvorfor jeg ikke har været her, det sidste lange stykke tid.

For omkring tre uger siden, valgte jeg langt om længe, at lytte til min krop, og alle de tegn, der har været.

Jeg har stress.

Da jeg vågnede, mandag morgen, efter to ugers ferie, med afslapning og familiehygge, var jeg slet ikke klar til at komme tilbage på min arbejdsplads. Jeg fandt på en undskyldning om bræksyge, og ringede og meldte mig syg.
Da gik det op for mig, at der er noget galt, hvis man efter to skønne ugers ferie, har brug for at lyve sig til at blive hjemme. Jeg undersøgte og tænkte, hele mandag. Og konkluderede til sidst, at jeg nok havde stress.
Tirsdag ringede jeg igen til min arbejdsplads, og meddelte det. Og så ringede jeg til lægen, og forklarede hvilke symptomer, jeg mente jeg havde. Han var ikke et sekund i tvivl, og sygmeldte mig i to uger.

Jeg har sammen med min leder og arbejdspladsen, og min læge, udarbejdet en "plan", for hvordan det skal foregå, nu når jeg er tilbage på arbejde. Så der er ved at komme styr på det.

Jeg har brugt lang tid, på at tænke over, hvad det egentlig er, der har været skyld i, at jeg nåede her til.
Jeg skulle nok have lyttet bedre efter, til hvad min krop fortalte. Og mit hoved for den sags skyld. Og min kæreste... (jeg håber ikke han læser det her, for han må ikke vide at jeg giver ham ret...)

Ærligt? Min mave har været i uorden i flere måneder. Jeg har fået udslæt. Jeg har haft store problemer med at sove. Og været træt, konstant. Jeg har haft koncentrationsbesvær. Jeg har været ualmindeligt nærtagende. Jeg bliver hurtigt vred, og nærmest aggressiv. Jeg er distræt. Jeg har problemer med at huske. Jeg græder mere. Jeg sveder mere. Jeg har uregelmæssigheder i min menstruation. Jeg ville hellere blive kørt ned på vej til arbejde, end at nå der ud og tænde en computer. Ja listen er lang..

Hvis ikke de ting har været tegn, fra min hjerne eller min krop om, at jeg burde sige stop, så ved jeg ikke hvad det var.

Men hvorfor lyttede jeg så ikke? Man kan jo altid være bagklog. Men rent faktisk at tænke sig om, og gøre noget ved problemet, det kan altså godt være lidt svært.
Jeg blev ved med at komme med undskyldninger. Det er bare PMS. Der har bare været travlt på arbejdet. Det er bare fordi det er svært med de nye systemer. Det er ikke min skyld. Benjamin er også en røv. Jeg gør det i morgen. Ja der er rigeligt med undskyldninger og bortforklaringer også.

Sandheden er, at jeg ikke ville indrømme for mig selv, at jeg synes det var "for hårdt" at passe et job på et callcenter. Det er stadig pinligt for mig, at noget der udefra, virker som et af de simpleste jobs i verden, har fået mig ned med nakken.
Men jeg er begyndt at realisere, at mit job, ikke "bare" er et job på et callcenter. Jo. Jeg tager også telefonen, og besvarer nogle mails. Men jeg har også været underviser. Jeg har lavet undervisningsmateriale. Jeg har lavet udkast til systemopgraderinger og optimeringer. Jeg har taget mig af lederkald. Jeg har stået for overvågning af de andres arbejde, på flere forskellige måder. og SÅ meget andet.

Jeg nyder at have ansvar. Og jeg synes mit arbejde er sjovt. Jeg elsker at have andre arbejdsopgaver, end "bare" at sidde ved telefonen, dag ud og dag ind. Men med så mange opgaver, endte det med at overvælde mig. Det er dumt. For det er netop det, jeg synes gør mit arbejde sjovt, som har været skyld i, at jeg ikke har kunnet overskue det.

Det er ikke fedt, at føle at tingene hober sig op, omkring en.
Jeg havde det ofte som om jeg druknede. Men jeg kunne ikke råbe efter hjælp, for folk måtte ikke vide, at jeg ikke kunne svømme. Jeg ville være stærk, ikke svag. Men nu har jeg fundet ud af, at man skal være mindst lige så stærk, for at indrømme, at man har brug for hjælp.

Og hvordan har jeg så tænkt mig at løse det? Jo. Jeg vil lytte til mig selv, min krop og mine omgivelser. Jeg vil gøre mere af det, der gør mig glad. Jeg vil tage det stille og roligt, på min arbejdsplads, og forsøge ikke at gabe over mere, end jeg kan overskue. Jeg vil sige fra, hvis det bliver for meget. Og så vil jeg forsøge at nyde mit liv. Mit gode arbejde. Min elskede kæreste. Mine fantastiske veninder. Min skønne familie. Mit smukke hjem.
Jeg vil tage mig tid til andet end hverdagsrutiner. Jeg vil lave noget andet, end bare at stå op, gå på arbejde, komme hjem, handle, lave mad, vaske op, se tv og gå i seng.
Derfor har jeg også valgt at starte bloggen op igen. Den gav jeg slip på, da jeg ikke kunne overskue min hverdag længere. Nu vil jeg bruge bloggen, til at kunne overskue den igen. Jeg vil skrive, for at få afløb. Jeg vil lege med makeup. Jeg vil lakere mine negle. Jeg vil være kreativ og jeg vil hygge mig.

Jeg tror oprigtigt, at det hele nok skal blive godt igen.


tirsdag den 9. august 2016

Jeg er tilbage igen

Tror jeg nok...

Jeg har, endnu en gang, haft en super lang pause. Denne gang, noget der minder om et halvt år.
I den tid har jeg gået og tænkt. Skal jeg slette bloggen? Skal jeg bare lade den være, som et minde eller, en gammel "dagbog"?
I sidste ende besluttede jeg mig for at jævne alle spor af "den gamle blog" med jorden.
Det eneste der er tilbage, er navnet, og domænet. Og mig selvfølgelig.

Jeg har gået og leget med layout, og tænkt længe over indlæg, sprog og alt mulig andet. Og jeg tror faktisk, at det kan blive ganske godt, når først jeg er ordentligt i gang igen.

Noget andet er - jeg tror, at jeg har brug for at komme i gang igen.

Så her er mit første indlæg. Igen. Et lille indlæg, om at jeg er tilbage. Igen. Måske. :)